DAG til DAG LEVERING | FRI FRAGT OVER 499,- | KUNDESERVICE: +45 71 999 710
Kaffe
I en industrihal nær Lucca i Toscana, som ligner ingenting udefra, bliver man mødt af den dejligste kaffeduft, det sekund du åbner døren. Her rister Andrea, sammen med sin søn, en ven og sin kone Barbara vores kaffe. Sammen med Andrea importerer vi udvalgte bønner til vores blends og rister dem altid i mikrobatches, så du er sikret friskristet kaffe. Sammen har vi lavet to blends, som både bliver produceret som hele kaffebønner og som bionedbrydelige, komposterbare og klimaneutrale kapsler, kompatible med Nespresso®. Bag dem begge ligger en ihærdig indsats for at sikre os en forførende smag med kraftig aroma og perfekt crema for begge blends.
Vores kapsler er produceret af majsstivelse, sukkerrør, plantefibre og andre vedvarende råmaterialer ved sol-, vind- og vandenergi. Den unikke sammensætning gør, at kapslerne kan kommes i komposten eller afskaffes med restaffaldet. Vi er meget stolte af denne miljøvenlige kapsel, hvor det ovenikøbet er lykkedes at bevare den rige aroma og gode smag optimalt, uden yderligere indpakning, i mere end 12 måneder ved hjælp af en ekstrem effektiv iltbarriere. Kapslen er naturligvis testet og produceret, så den passer til din Nespresso® maskine.
Er du til en god espresso?
Så skal du vælge vores ”Since 1939”. Since 1939 er et kaffeblend af bønner fra Mellemamerika og Centralafrika, som giver en fyldig og afbalanceret kaffe med noter af mørk chokolade og en perfekt crema. Since 1939 er mørkt ristet, og med sin intensitet på 8 ud af 10 egner den sig både til espresso, ristretto og med lidt mælk.
Elsker du kaffe med mælk?
Så skal du vælge ”Latte”. Brasilianske og etiopiske Arabica kaffebønner udgør, sammen med indisk Robusta, vores Latte-blend, der giver en lækker kraftig kaffesmag med en god aromatisk note. Det er smagen af klassisk italiensk kaffe, og med sin intensitet på 10 ud af 10 og en mørk ristning er den, udover at være en lækker espresso, perfekt til kaffe med mælk, fx latte, cappuccino, flat white samt til lungo.
Begge varianter kan fås som hele bønner (grani) eller i bionedbrydelige, komposterbare og klimaneutrale kapsler kompatible med Nespresso®.
Vi håber, du bliver lige så begejstret for smagen af vores kaffe, som vi blev, da vi smagte den første gang.
Historien om vores kafferister
Vores rister hedder Andrea Trinci og det er hans passion og dedikation for kaffen, som sikre kaffens unikke og forførende smag med en kraftig aroma og perfekt crema.
Trinci Caffé - en historie over tre generationer
I Italien skal man bare have god kaffe, og vi har fundet frem til den bedste og måske mest unikke! Med en historie, som strækker sig over tre generationer helt tilbage til 1939, er Trinci Caffé noget helt særligt blandt kafferisterier. Kaffen er et produkt af meget høj kvalitet og er særligt udvalgt af det internationale Slow Food præsidium.
Startskud: Firenze 1939
Historien begynder i Firenze, hvor Ercole Trinci driver virksomheden. Få år senere beslutter han at flytte sin virksomhed til Pistoia. I 1971 er det Ercoles søn, Andrea, der overtager forretningen. Andrea holder - trods industrialiseringen og den teknologiske udvikling - fast i, at Trinci stadigvæk skal riste deres bønner over bål. Dette er med til at give kaffen dens særegne balance og smag.
Andrea er passioneret inden for vin. En passion, han deler med sin søster Chiara. Deres fælles interesse får dem til at åbne en vinforretning ved siden af kafferisteriet. 1982 viser sig at blive et skelsættende år for Trinci. Her kommer familien nemlig i kontakt med nye, store navne og gennem et driftigt vinmarked får de placeret deres kaffe hos flere og flere italienske restauranter. Alt synes at gå fint, men i 1992 sælger Andrea det hele og binder sig til en stor industrikoncern. Det giver international eksponering af Trincis kaffe og Andrea fungerer nu som en slags rådgiver i forhold til kvaliteten af produktet.
Anden og tredje generation: Tilbage til rødderne
I 2002 beslutter Andrea sig for at vende tilbage til det håndværk, han oprindeligt var så betaget af. Han finder et 100 kvadratmeter stort lokale i Cascine di Buti, en lille by i udkanten af Pisa, og åbner dér sit nye kaffeværksted/laboratorium. Sammen med sin søn indgår Trinci et samarbejde med Slow Food, som Andrea har været tilknyttet siden 1988.
En duft af kaffebønner hos kafferisteriet Trinci
En lille virksomhed med fokus udelukkende på kvalitet og håndværket bag produktet.
Hos Trinci ristes kaffen over træ. En metode der har været brugt i flere generationer og som giver kaffebønnerne en helt unik balance og aroma.
De rå bønner bliver hældt ned i en ”forno a legna”, en brændeovn, der rister bønnerne over indirekte varme i ca. 15 min. Det er en arbejdsgang, Andrea har lært af sin far, og som kræver stor nøjagtighed og erfaring.
Dernæst bliver bønnerne hældt ned i en ”vasca di raffreddamento”, dvs. en tank, hvor de langsomt bliver kølet af. Helt afkølede hældes bønnerne i jutesække, som bliver forseglet og forsynet med en ventil, indtil de skal doseres i kaffeposer.
Andrea er en erfaren kafferistningsekspert, ”torrefattore”, der præcis ved, hvor mange kaffesorter, der procentvis skal kombineres, for at kaffen bliver fremragende. Andrea laver en helt speciel historisk kaffeblanding. Det var den, som fangede vores opmærksomhed.